Et hudplejeprodukt er sjældent én aktiv ingrediens. Det er en formulering, hvor nogle stoffer trækker vand til huden, andre lægger en barriere, og enkelte forsøger at påvirke hudens egne processer. Diskussionen om for eksempel kobberpeptidet ghk-cu hører til i den sidste gruppe, og det er også den gruppe, hvor markedsføringen typisk lover mest og forklarer mindst.

De fugtgivende: humektanter

Glycerin, hyaluronsyre og urinstof binder vand og holder på det i hudens øverste lag. De virker hurtigt, effekten mærkes med det samme, og de er billige at fremstille. Derfor findes de i næsten alle cremer, uanset prisklasse.

Ulempen er, at effekten forsvinder lige så hurtigt, som den kom, hvis der ikke er noget til at holde fugten fast. En humektant alene i tør luft kan i værste fald trække fugt fra huden i stedet for til den.

De afdækkende: okklusiver og emollienter

Her ligger vaseline, plantesmør og de fleste olier. De danner en film, der bremser fordampningen fra huden, og de udfylder ujævnheder mellem hudcellerne, så overfladen føles glat. Det er den ældste og mest velafprøvede form for hudpleje, der findes.

En god creme kombinerer typisk begge dele: noget der giver fugt, og noget der holder på den. Det er derfor, rækkefølgen betyder noget, når man lægger flere produkter oven på hinanden, hvor det letteste kommer først.

De aktive: syrer, retinoider og antioxidanter

Frugtsyrer løsner bindingen mellem døde hudceller i overfladen. Retinoider påvirker cellernes omsætning og er blandt de bedst undersøgte ingredienser i hudplejen overhovedet. Antioxidanter som C-vitamin arbejder mod oxidativ belastning fra blandt andet sollys.

Fælles for dem er, at de virker over uger og måneder, at de kan irritere i starten, og at mere ikke er bedre. Flere aktive stoffer på én gang er den hyppigste årsag til, at en hudplejerutine ender med at ødelægge hudbarrieren i stedet for at styrke den.

De signalerende: peptider

Peptider er korte kæder af aminosyrer. Nogle af dem findes naturligt i kroppen, hvor de indgår i hudens vedligeholdelse. Interessen for dem i kosmetik bunder i, at de i laboratorieforsøg kan indgå i processer, der har med bindevæv og heling at gøre.

Her er det vigtigt at skelne skarpt mellem forskning og produktløfter. At et stof gør noget interessant i en cellekultur betyder ikke automatisk, at en creme med samme stof gør det samme på et ansigt. Området er under udvikling, og en nøgtern forventning er den rigtige.

Koncentration, formulering og pH

En ingrediens virker kun, hvis den er til stede i tilstrækkelig mængde, er stabil i produktet og kan nå derhen, hvor den skal virke. Derfor kan to produkter med samme ingrediens på etiketten opføre sig helt forskelligt.

C-vitamin er det klassiske eksempel, fordi det er ustabilt og nedbrydes af lys og luft. Skifter et serum farve fra klart til orange eller brunt, er indholdet ændret, uanset hvad der står på flasken.

Sådan bygger man en rutine, der holder

Start med det, der har den største dokumenterede effekt: en mild rens, en fugtgivende creme og solbeskyttelse om dagen. Tilføj derefter højst én aktiv ingrediens ad gangen og giv den mindst seks til otte uger, før du vurderer den.

Bliver huden stram, rød eller sviende, er det ikke et tegn på, at produktet arbejder. Det er et tegn på, at barrieren er belastet, og så skal rutinen skæres ned, ikke bygges ud.

Når huden skal ses af en fagperson

Vedvarende udslæt, kraftig acne med knuder, sår der ikke heler, og modermærker i forandring skal vurderes af en læge. Kosmetiske produkter er beregnet til at pleje sund hud, og de kan hverken stille en diagnose eller behandle en sygdom, uanset hvor avanceret ingredienslisten ser ud.